Tresserbanden

Sunshine Boys

Sunshine Boys har (som Woodpeckers) aldrig været et rigtigt Helsingør-band. Men bandet har siden 1970erne været noget nær verdensberømte i Hornbæk og eftersom flere af bandets medlemmer jo er ret lokale har Sunshine Boys siden 2011 været en naturlig del af Tresserbanden - og de spiller de helt rigtige 60'er-melodier - og gør det fantastisk godt.

Michael, Jørgen, Frede, Henning og Ole Sunshine Boys 2018

Snakker man musik og havnefest i Hornbæk så vil det lokale band, The Sunshine Boys, med garanti blive nævnt. I 40 år var bandet en fast bestanddel af Havnefesten, og i 2013 fejrede de lokale drenge således 40 års jubilæum!! Samtidig blev der også sat et punktum for bandets medvirken i det berømte Vise Vers Hus. Men nu her seks år senere er The Sunshine Boys atter på plakaten. Det sker når bandet spiller op til dans både lørdag og søndag i Hyttefadet. Og mon ikke mange hornbækkere hilser det populære band et stort velkommen tilbage og samtidig vil benytte lejligheden til at lufte danseskoene.

Allerede i 1972 så Vise Vers Huset dagens lys som et nyt og festligt indslag på pladsen foran Bådeklubben. Blandt initiativtagerne var Ole Grumstrup og Peter Storminger, og i mange år var teltet fyldt til randen både lørdag og søndag, når forskellige bands og solister optrådte. Blandt de optrædende dengang var Michael Sevel og Jens Frederik Nielsen, der havde allieret sig med Michael Sørensen på vaskebrædt. Trioen spillede og sang en række populære Dr. Hook-numre. Året efter var vaskebrædtet skiftet ud med trommer, og manden med stikkerne i hånden var Poul Balle, mens Michael Sørensen nu var blevet konferencier. Dermed blev The Sunshine Boys dannet, og derfor kunne de som nævnt fejre 40 års jubilæum i 2013. Året efter – altså i 1974 - blev trioen udvidet til en kvartet da Frank Olsen blev medlem af bandet.

Efterhånden som årene gik, så blev Poul Balle en smule træt af at spille på trommer. Han ville hellere koncentrere sig om harmonikaspillet, og ved et afdansningsbal i Helsingørhallen var Henning Jørgensen fra gruppen Snake Project, som skulle spille senere, meget behjælpelig med at låne The Sunshine Boys nogle højtalere. Henning Jørgensen spillede på daværende tidspunkt trommer i Snake Project, og da Michael Sevel i foråret 1983 ringede til Henning Jørgensen for at forhøre sig om han ikke kunne tænke sig at spille trommer i The Sunshine Boys, ja, så var kimen lagt til den rygrad som har kendetegnet bandet lige siden. I de efterfølgende år flyttede Poul Balle og Frank Olsen til Jylland. Ny guitarist i bandet blev Bent Sørensen, som i næsten 25 år var en populær skikkelse i det nu veletabelerede band, som i 1988, da Hornbækhallen blev indviet, fik øje på keyboardspilleren Ole Gommensen, der akkompagnerede de mange indslag ved den lejlighed. Og i 1990 fik bandet overtalt Ole Gommesen til også at være en del af The Sunshine Boys, hvilket var medvirkende til at højne niveauet yderligere.

I 2003 mistede man Bent Sørensen, der desværre måtte opgive kampen mod en ondartet kræftsygdom. Først et par år senere lykkedes det at få remplaceret den dygtige guitarist i skikkelse af Jørgen Ølund, og siden 2005 har bandet haft det ”udseende”, som er kendetegnende den dag i dag, og som altså igen er at finde på platkaten til Havnefesten i Hornbæk.

Det hører også med til historien at The Sunshine Boys har spillet til utallige arrangmenter i Hornbæk, Helsingør og resten af Nordsjælland ligesom de siden 2011 har været fast bestanddel af de årlige og populære 60’er-bal fester i Helsingør. Og i årene fra 2012 til 2015 havde bandet tillige fået selskab af guitarristen Claus Asmussen, der i mange år var en af grundpillerne i berømte Shu-bi-dua. Og samme Claus – der er bosiddende i Hornbæk - var iøvrigt ophavsmand til den flotte støttekoncert i 2014 på Hornbæk havn, hvor han sammen med The Sunshine Boys og flere kendte navne fra den danske musikscene var med til at spille penge ind til havnen, som var blevet stærkt medtaget af stormen Bodil i december 2013.

Skrevet 24.02.2019 af Michael Sørensen

Copyright © TresserBanden 2019